Alt du bør vide om blærebetændelse

 

Hvorfor får man blærebetændelse og hvad hjælper mod blærebetændelse? Bliv klogere på symptomer og behandling her i artiklen. 

 

Hvad er blærebetændelse?

Blærebetændelse, også kaldet urinvejsinfektion og på fagsprog cystitis, er en betændelsestilstand i urinblærens slimhinde og kan ramme både kvinder og mænd, unge som ældre. Dog er det ofte kvinder som får blærebetændelse, da kvinders urinrør er kortere end mænds. Dermed har bakterier nemmere ved at trænge ind i urinblæren. En blærebetændelse kan også opstå pga. gærsvampe, men som regel er der tale om en bakteriel infektion. Når en blærebetændelse opstår, skyldes det i størstedelen af tilfældene bakterier fra tarmen, mere præcist colibakterier. 

Urinsystemet består af nyrer, urinledere, urinblære og urinrør. Nyrernes opgave er bl.a. at fjerne affaldsstoffer fra blodet og udskille det gennem urinen. Urinen lagres i blæren og tømmes gennem urinrøret. En blærebetændelse er når urinblæren inficeres, mens en urinrørsbetændelse er når infektionen kun befinder sig i urinrøret.

 

Symptomer på blærebetændelse

Når en blærebetændelse har ramt, kan en række symptomer følge med. Hvis du kontakter din læge, vil lægen altid spørge ind til hvilke symptomer du oplever. 


De mest almindelige symptomer er:

  • svie ved vandladning
  • hyppig vandladning


Andre symptomer som kan opstå ved blærebetændelse er: 

  • ubehag i kroppen
  • kvalme
  • smerter i nederste del af maven
  • lav feber
  • blod i urin


Hvis børn har fået en urinvejsinfektion, kan symptomerne være: 

  • nedsat appetit
  • opkast
  • mavesmerter
  • dårlig trivsel 


Kontakt altid lægen, hvis du mistænker at dit barn har blærebetændelse. Symptomerne hos børn leder sjældent tankerne hen på blærebetændelse som problemet, men kan skyldes medfødte misdannelser i enten urinrør eller blære. 

Hvis du som voksen oplever symptomer på blærebetændelse, kan du bruge en hjemmetest for urinvejsinfektioner. Hjemmetesten giver dig hurtigt svar på, om symptomerne skyldes blærebetændelse eller ej. Du kan også kontakte din læge og beskrive dine symptomer. Herefter beder lægen som regel om en urinprøve som undersøges for bakterier. 

Som voksen kvinde eller mand, kan du teste dig selv for blærebetændelse, ved hjælp af en kviktest. Prøv quicktest/selvtesten for urinvejsinfektion. Hjemmetesten er nem at bruge og giver dig svar i løbet af få minutter. Hvis testen er positiv, har du blærebetændelse og du bør igangsætte behandling – kontakt din læge for yderligere behandling med antibiotika/penicillin. Testen bør foretages om morgenen, da morgenurin er mere koncentreret. 

 

Hvorfor får man blærebetændelse?

Der kan være mange årsager til at du som kvinde eller mand får blærebetændelse/urinvejsinfektion. Størstedelen af tilfældene skyldes forekomst af mave-tarm-bakterier i urinen, som altså har fundet vej til urinblæren, men andre bakterier kan også resultere i, at en urinvejsinfektion opstår. Ubehandlet gærsvamp kan også resultere i udviklingen af blærebetændelse. 

Kvinder i overgangsalderen kan udvikle gentagende urinvejsinfektioner. Det skyldes bl.a. at slimhinderne i underlivet bliver tyndere og mere sårbare. 

Nogle kvinder og mænd kan opleve at få gentagende blærebetændelser. Det kan betegnes som gentagende, hvis en kvinde får blærebetændelse mere end tre gange årligt, samt mere end én gang årligt for mænd.

Som mand opstår blærebetændelse primært hvis du også har forstørret prostata. En forstørret prostata kan nemlig presse på blæren, så det bliver sværere at tømme blæren fuldstændigt. Dermed opstår der en grobund for bakterier der i sidste ende kan resultere i en blærebetændelse. 

 

Hvem kan få blærebetændelse?

Både kvinder og mænd kan få blærebetændelse, dog er det oftest kvinder som får infektion i urinvejene. Det er særligt gravide kvinder, ældre kvinder og mænd med forstørret prostata som har øget risiko for at udvikle blærebetændelse. 
Når du som kvinde bliver ældre, bliver dine slimhinder ofte mere sårbare og tynde. Dermed er de ikke længere lige så modstandsdygtige som tidligere. Det betyder altså også at bakterier når nemmere ved at trænge ind, hvor de ikke hører hjemme, f.eks. i urinblæren.

 

Smitter blærebetændelse?

Nej, en person med urinvejsinfektion/blærebetændelse kan ikke smitte andre. Hvis blærebetændelsen er opstået pga. svamp, kan svamp i nogle tilfælde smitte.

 

Hvordan behandles blærebetændelse?

En blærebetændelse behandles med antibiotika som fås på recept af lægen.
Normalt kan et enkelt behandlingsforløb afhjælpe problemet. Hvis symptomerne fortsætter efter du har behandlet blærebetændelsen med et håndkøbsprodukt, bør du kontakte din læge.

 

Hvad hjælper mod blærebetændelse

Under vandladning skal blæren tømmes helt. Et trick kan være at placere sig helt tilbage på toilettet, så du læner dig mod toiletryggen. Denne stilling er bedre egnet til at sikre en fuldstændig tømning af blæren end den sædvanlige siddestilling. At tømme blæren helt når du er på toilettet er vigtigt både når du har blærebetændelse, men også som en del af at forebygge. 

 

Forebyg blærebetændelse

Du kan ikke gardere dig 100 procent mod blærebetændelse, men du kan gøre dit til at forebygge infektioner i blæren. Herunder har vi samlet en række gode råd du kan følge, hvis du gerne vil forebygge blærebetændelse.

  • Når du er på toilettet, skal du sørge for at tømme blæren helt
  • Det er en god idé at tisse efter samleje
  • Drik rigeligt med væske hver dag (undgå sukkerholdige drikke)
  • Som kvinde er det vigtigt at tørre sig forfra og bagtil
  • Undgå at blive kold på bagdelen og lårene (dette foreligger der ikke en sikker dokumentation for)

Du kan også forebygge blærebetændelse ved at bruge håndkøbsmedicin. Du kan se vores udvalg af håndkøbsmedicin til brug ved/mod blærebetændelse her i kategorien.

 

Hvorfor skal blærebetændelse behandles?

Det er vigtigt at en blærebetændelse behandles korrekt, da en ubehandlet blærebetændelse i nogle tilfælde kan udvikle sig til nyrebækkenbetændelse.