Feber
Der er ingen produkter til listen i denne kategori.
Hvad er feber hos børn?
Feber giver et varmt barn, blussende kinder, røde ører og blanke øjne, eller i fagsprog: en kropstemperatur over 37,5 grader celcius.
Feber er ikke en sygdom i sig selv, den er kroppens forsvar mod fremmede invasioner som for eksempel virus og bakterier. Det er klassiske luftvejsinfektioner som hoste, forkølelse og mellemørebetændelse, der oftest giver feber hos familiens yngste.
Har dit barn feber?
Feber er et tegn på sygdom, men siger ikke noget om, hvor alvorlig sygdommen er.
Et barn, der leger, ser TV eller hører radio, er kun sjældent alvorligt sygt. Kan barnet afledes ved at læse højt for det eller lege med det, er det også et godt tegn uanset temperaturen. Omvendt kan barnet være alvorligt sygt, hvis det ikke leger, ikke vil drikke eller ikke kan afledes, også selv om temperaturen kun er lidt forhøjet.
Hvis et barn har høj feber, men i øvrigt virker kvikt, er faren ikke stor. Man siger, at barnets almene tilstand er god, når det, som ovenfor beskrevet, kan lege, drikke og afledes også selv om barnet ikke er så kvikt, som når det er helt raskt.
Feber betyder oftest, at barnet har en infektion med et virus, f.eks. forkølelse eller influenza. Små børn får højere feber end voksne, og 39-40°C er ikke ualmindeligt ved forkølelse. Almindeligvis stiger barnets temperatur i løbet af dagen og er højest om aftenen. Således vil et barn med forkølelse typisk have 38°C om morgenen stigende til omkring 39°C om aftenen uden, at det er tegn på, at sygdommen er forværret.
Enkelte børn med feber kan få kramper (feberkramper). Især børn i alderen fra seks måneder til 5 år får feberkramper. Feberkramper begynder med, at barnet ikke kan kontaktes. Samtidig bliver barnet stiv i hele kroppen. Efter nogle sekunder bøjes og strækkes ben og arme i meget hurtige ryk.
Anfaldet varer typisk mindre end 5 minutter. Herefter vågner barnet op og vil - bortset fra feberen - være som det plejer. Selvom feberkramper ser dramatisk ud, tager barnet ikke skade.
Barn & baby febernedsættende medicin
Feber er ubehageligt. Dit barn får muskelsmerter og hovedpine og bliver træt. Klæd dem af til bleen og lad dem sove med et lagen. Dog må børnene ikke fryse eller aktivt nedkøles.
Et barn med feber er oftest pylret, vil ikke så gerne drikke og sover uroligt. Hvis barnet ikke er påvirket kan det med fordel behandles med febernedsættende medicin.
Når feberen falder, vil barnet som oftest drikke lidt mere. Febernedsættende medicin ved sovetid giver en roligere søvn. Paracetamol virker febernedsættende og kan købes på apoteket uden recept.
Børn under 2 år bør kun behandles med febernedsættende medicin efter aftale med lægen. Febernedsættende medicin kan fremkalde feberkramper hos børn, der tidligere har haft feberkramper. Febernedsættende medicin kan derfor ikke anbefales til børn, der tidligere har haft feberkramper.
Du bør altid kontakte lægen med det samme, hvis barnet er sløvt med påvirket almentilstand (ligger helt stille i sengen, ikke vil høre historie eller lege). Hvis barnet har feber og vejrtrækningsbesvær. Hvis temperaturen er over 40,5°C. Hvis barnet er under 4 måneder og har feber. Hvis barnet får feberkramper.
Hvordan bør feberen måles?
Temperaturen bør måles i kroppen og ikke på kroppen. I numsen kan du indføre termometret langt nok til at måle temperaturen (cirka tre centimeter). Øretermometre er også præcise, men svære at bruge korrekt. Ved forkert brug måler de koldere end den rigtige temperatur, og du kan ikke bare lige tilføje en grad eller to.
En anden god grund til at bruge et numsetermometer er, at det gør ondt at få målt temperaturen i øret, hvis barnet har ørepine. Så op på puslebordet med barnet. Læg ham på siden med bøjede ben, smør lidt vaseline på termometret, og før det forsigtigt ind. Tag det ud igen efter to minutter, eller når termometret bipper, og aflæs temperaturen.
Vi fører et udvalg af digitale febertermometre som kan ses her
Andre gode råd ved barn med feber
- Giv barnet rigelig med væske, da det mister meget væske. Giv barnet det, som det allerhelst vil drikke.
- Afklæd barnet mest muligt
- Lad barnet ligge i et køligt rum uden træk
- Læg en klud opvredet i koldt vand på panden - det virker lindrende og kølende
- Brug ikke is, koldt vand, vådservietter, blæsere og kolde bade til at køle barnet, da det kan føre til forfrysninger.
- Mål temperaturen hver anden time, hvis den er over 39 grader
- Brug altid det samme termometer. Bruges et elektronisk øretermoter, skal der måles i samme øre hver gang
- Lad barnet få ro og hvile
- Prøv at finde årsagen til barnets feber
- Hold øje med, hvor meget barnet drikker og tisser. Lav eventuelt et væskeregnskab