Gode råd om diarré

Du kan også få akut opstået diarré i din ferie, forbyg med god håndhygiejne

Hvad gør du ved akut diarré?

Gode råd og vejledning til, hvordan du stopper akut diarré. Diarré er hyppige tynde afføringer og er en af kroppens måder at skille sig af med noget uønsket på. Ved diarré menes mindst tre vandtynde afføringer i døgnet.

Hvis børn rammes af diarré, vil de ofte have opkastninger og feber. Selv om diarré er meget ubehageligt, er det sjældent farligt. Langt de fleste episoder, ca. 95 %, går over af sig selv, og kræver sjældent udredning eller behandling. Søg læge, hvis tilstanden varer ved i mere end 2-5 dage.

Symptomer på akut diarré 

  • Eksplosiv, ildelugtende og tynd afføring
  • Afføringstrang, selvom der ikke kommer afføring
  • Smerter i maveregionen
  • Feber og utilpashed

Nogle virus giver kvalme, opkastning og mavesmerter og i sjældne tilfælde af bakterie angreb beskadiges tarmens slimhinde så meget, at den bløder.

Årsager til akut diarré

Maveinfektion kan opstå pludseligt og er hyppigst forårsaget af virusinfektioner, eller bakterierne salmonella og campylobacter. Men en lang række andre bakterier, virus og parasitter kan også udløse diarré. Derudover skyldes ”rejsediarré” oftest en infektion med E. coli.

Diarréen kan skyldes indtagelse af mad, der er forurenet med bakterier på grund af utilstrækkelig køkkenhygiejne. Smitte spredes ligeledes fra afføring til hænderne og derefter til munden. God håndhygiejne er et vigtigt element, for at undgå smitte og håndsprit er effektivt. Det kan medbringes overalt og hvis behovet opstår, har man mulighed for at desinficere hænderne.

Hvordan kan du behandle akut diarré?

Når man er ramt af akut diarré, har man som regel ikke den store appetit. Man skal dog huske at drikke rigeligt med væske, gerne med sukker, og gerne indtage lidt mad indeholdende salt. Undgå grov og fiberholdig kost så længe afføringen er tynd - det irriterer blot tarmen. 

 

Cand. mag. og sygeplejerske Helle Nybye